Brahms “Ein Deutsches Requiem” er et meget personligt værk, fordi det er komponeret, mens Brahms selv sørgede over tabet af sin mor – og tabet af vennen, komponisten Robert Schumanns.

Værket er i syv satser, og musikken repræsenterer rejsen gennem sorgen – der er smerte, vrede og bedrøvelse, men også varme, trøst og ro. Korsatserne er både bevægende og kraftfulde med kommenterende og reflekterende indskud af de to solister, inden værket munder ud i velsignelsen for de døde.